♡ Sange til "rutinerede par" ♡
Tiden går - og hvor bliver den dog af? Udover at man af og til opdager eller undrer sig over, at man selv bliver ældre, så kan man konstatere, at det bliver venner og familie også.
Er man heldig, kan man fortsat have bevaret venskaber, der har lange tråde tilbage. Det er en stor glæde og noget, som man sagtens kan føles sig taknemmelig over. Naturligvis kan det også være nye eller nyere venskaber, som man gerne vil sætte pris på med en personlig festsang.
Det samme gælder ægteskaber, der har rundet skarpe hjørner og bliver markeret ved festlige anledninger: kobber-, sølv- og guldbryllupper - ja, endda (kron)diamantbryllupper! Jeg har gennem årene skrevet mange festsange, der hylder den slags mærkedage.
Men hvordan begynder man, når man har kendt hinanden så længe, og nu gerne vil have sin taknemmelighed for venskabet eller hyldest til ægteskabet tryllet om til en festsang?
Her følger et par tips til, hvordan du får skrevet gode og brugbare stikord. Du kan muligvis ikke svare på alle spørgsmålene, men du forstår nok pointen - det handler om at finde ind til noget af det, som dette par unikt - og i sidste ende også noget, som gør det meget lettere for mig at forfatte en sang, der rammer ind i kernen af det vigtige:
Først og fremmest - relationen:
Hvor kender I hinanden fra?
Hvor længe har I kendt hinanden?
Hvor mødte parret hinanden i sin tid?
Har parret børn/børnebørn? (osv.)
Hvordan er de som individer?
Hvordan er de hver især som person?
Hvilke karaktertræk har de hver især, som måske matcher eller komplimenterer hinanden på grund/trods af forskelle/ligheder?
Hvordan kan deres ægteskab have varet så længe, som vi nu skal samles for at fejre? Hvad er det, de har sammen, som gør, at de har kunnet "holde hinanden ud"?
Hvad har I af fælles oplevelser med parret?
Hvad plejer I at lave sammen?
Hvor ofte ses I?
Har I været på ferier sammen? Hvor tager/tog I hen? Har I sjove minder derfra?
Hvilke fritidsinteresser har parret - sammen/hver for sig?
Hvorfor er det vigtigt for dem at have netop denne fritidsinteresse/passion?
Et kig bagud og fremad
Hvilke større begivenheder har parret måttet gå igennem i deres ægteskab? Er der noget, som IKKE bør nævnes?
Hvilke gode ønsker har du for parret fremover?
Og endelig: Hvem er sangen fra?
Stikord, som kan komme rundt om et ægteskab/venskab på denne måde, kan være svære at få sat ord på, men det er mit håb, at den ovenstående idébank, kan gøre det lidt lettere at få fanget tanker og minder, og få dem ud som ord.
God fornøjelse!