STIKORD TIL SANGEN
Jo før jeg får dine stikord, des bedre for os begge.
Tit er der anekdoter eller egenskaber, der bare SKAL med, så kan du lige bemærke dette i stikordene. Jeg prøver så vidt muligt at få ”det hele med”, men tit er der jo nogle historier eller emner, som er vigtigere end andre.
Her følger et par gode huskeregler til, hvordan du eventuelt kommer i gang med at skrive dine stikord, så de gør det nemmere for mig at skrive sangen og gøre den så personlig som mulig.
Min baggrundsviden
Hvilken relation har du til hovedpersonen?
Er der gæster til stede, som måske skal nævnes i sangen? Søskende, særlige slægtninge, venner eller lignende?
Er der gæster, relationer eller måske emner, som kan være lidt ømtålelige?
Giv mig små eksempler i et lille afsnit. Det gør det nemmere for mig at arbejde med ord og billedsprog.
BEGYNDELSEN
Begynd med begyndelsen - konfirmandens fødsel for eksempel, eller hvordan du lærte fødselaren eller brudeparret at kende - tit er den kronologiske gennemgang nøglen til en masse andre gode emner, der kommer frem hen ad vejen:
KARAKTERISTIKA
Hvordan vil du kendetegne hovedpersonen? Er der stærke karaktertræk - måske allerede fra barndommen?
Er der nogle bestemte ord, vendinger eller ting, som hovedpersonen ofte siger eller gør?
Hvad værdsætter du allermest hos hovedpersonen?
DET I HAR TIL FÆLLES
Hvordan er jeres indbyrdes relation til hinanden? Er der særlige ting, I har eller hygger jer med sammen? Giv eksempler - måske er det mormors frikadeller, et spil, en leg - eller samme smag i tv-serier :-)
FRITID, SKOLE OG JOB
Hvilke fritidsinteresser har hovedpersonen?
Hvordan går det med skole, uddannelse, (fritids)job og lignende?
Har vi med en dyreven at gøre? En Lukas Graham-fan? En bilfanatiker? En ørn i et køkken?
AFSLUTNINGEN
Hvad er dine bedste ønsker for fremtiden?
Hvad står skrevet i "sol og måne" for hovedpersonen?
Og husk! Ikke alt kan komme med, men nu har du en idé og et udgangspunkt for gode stikord.
God skrivelyst
- jeg glæder mig til at høre fra dig!